Beskrivelse
Skriget
Skriget er bare et maleri af en abe. Det hænger på væggen, og det er helt stille og ydmygt.
Men
Skriget, det kan ses, høres, føles, smages, lugtes og næsten vælte en.
Du ser en lille abe, der skriger sin jammer ud i verden. Hele abens ansigt og holdning udstråler skræk og rædsel. Måske får du medfølelse med den, hvis du ser den i den virkelige verden. Aben kan også være symbol på en sjov lille hændelse.
Skriget i et mindre perspektiv
Fortolkningen er helt din egen. Det er også dig der ved, om abens verden er et lille rum, hvor den ser sig selv i et spejl. Den har morgenhår, og idet den ser sig i spejlet, bliver den ganske forfærdet og slipper et skrig, der går gennem marv og ben.
Skriget i naturen
Ser du aben i et lidt større perspektiv, hvor den færdes i en jungle, så er dens verden betydeligt større, og den har måske lært at skrige for at advare de andre aber om en kommende fare.
Skriget kan også ses som et forsøg på at efterligne Edvard Munchs Skriget. Så er vi straks ude af junglen. Vi er dog stadig i naturen. Skriget af Edvard Munch siges at være inspireret af vulkanudbrud og farverne i den sammenhæng. Edvard Munch skrev et digt med denne afsluttende linie: “jeg følte det store Skrig i Naturen”.
Bliver du filosofisk
Bliver du endnu mere filosofisk, så ser du måske skriget fra aben i et endnu større perspektiv. I verdens perspektiv. Aber er på nogle områder kvikkere og langt hurtigere, end vi mennesker er. Men i denne store sammenhæng, ses skriget som et symbol. Ser du skriget som et symbol på de mange lidelser, der er i denne verden, kan det være vanskeligt at rumme.