Rollo fra Bogense
Rollo på hundetegningen
Hundetegningen af Rollo hænger i stuen hos familien. Tegningen viser et af hans mange øjeblikke med charme. Han kikker på dig med sine halvblinde øjne. På tegningen fanger han dit blik, og du kan se dybt ind i sjælen på ham, siges der.
Rollo var uopdragen, sjov og god
Rollo var en dejlig familiehund, og han huskes af mange. Det ville han også have skrevet under på, tænker jeg. Han lavede mange hundekunster (ulykker er ikke et pænt ord). Han hylede ofte eller måske stort set altid under middagen, men det var familiens egen skyld, for han var meget forkælet og nok også uopdragen. Folk syntes at han var irriterende, når han tiggede ved bordet eller hylede af godbidderne ude på køkkenbordet.
Han var rigtig god over for andre hunde, han kunne gøre andre hunde glade. Det var nemt for ham at omgås andre hunde, for han havde en evne til aldrig at gøre dem vrede. Sådan kunne han bare gøre.
Da en lille pige tog ham om snuden, rystede han bare på hovedet, til hun slap sit tag. Pigens far nåede lige at blive bange, men hunden blev slet ikke sur.
Når familien skulle flytte ting, så stod Rollo altid ovenpå. Skulle der fx flyttes et gulvtæppe, så stod han oppe midt på tæppet. Så det kunne hverken drejes eller flyttes til nogen nytte.
Skibshunden Rollo
Da skibet, som familien havde liggende i havnen, skulle ud på en længere sejltur, og familien var ved at efterse sejlet til den lange sejlads, stod han oven på sejlet. Han stod urokkeligt fast, og der blev han stående. Han var centrum for handlingerne omkring ham.
Rollo var en rigtig skibshund, hvis han selv skulle have fortalt sin historie.
Han var vild med at sejle og kunne godt lide at ligge på ruffet og hygge sig. Når nogen gik forbi og så ham, og de sagde: “Eijjj hvor er han sød“, så blev han rigtig stolt. Han syntes tydeligvis om deres positive ord og søde udbrud.
Han gik i hælene på familiefar, fordi han gerne ville med ned på skibet og med på havnerundfart. Det var umagen værd, at holde sig til.
Familien så på billeder, og her så man, at han sad foran tasken med “fars madpakke”, som var gjort klar til en dag på havnen. Rollo vidste, at han så ville se, når “far” skulle på havnen. “Far” gik jo ingens steder uden sin madpakke, det vidste Rollo. Det var værd at vente på, for havnen og skibet var bare skønt i Rollos verden.
Gamle Rollo
Rollo var en hund, der var værd at reparere på. Han blev opereret på et tidspunkt, hvor han var en gammel hund, men han var værd at vedligeholde. Rollo gik også til tandlæge. Han var hos tandlægen et par gange og fik ordnet sine tænder. Man skal tale med sin tandlæge om dårlig ånde, siges der. Tandlægen kunne ikke gøre Rollos ånde perfekt, men Rollo fik sin ånde forbedret. Hans ånde var ganske ulidelig, for den lugtede af gamle rådne fisk.
Rollo blev 16 år og blev begravet med maner.