Gravhunde maleri – Ziva og Tulle
De to gravhunde bor i Odense hos pigen Sofia og familien. Ziva er alene i familien i flere år. Så bliver Sofia født og er nu begyndt i skolen. Og så kommer den lille nye gravhund Tulle til huset. Ny situation. De to hunde er begge hunhunde og den gamle Ziva betragter Tulle som sin hvalp. Ziva vasker Tulle, som om at Tulle er dens lille hvalp. Tulle gør aldrig gengæld. Men den gør så meget andet, til stor glæde for den gamle Ziva og hele familien. Når hundene går tur, så er den ene langsom og må stå og pruste jævnligt, medens den anden styrter glad afsted.
Gravhund maleri – Ziva
Ziva og pigen Sofia har jeg malet og tegnet tidligere, og du kan se maleriet/tegningen her på kunstvalg.dk . Ziva er en helt særlig gravhund, og den har gjort stor glæde tidligere, og det gør den stadig. Den er nu en gammel gravhund, der er en anelse korpulent og langsom. Den har sin helt egen personlighed og sin helt egen lange historie bag sig.
Gravhund maleri -Tulle
Tulle er en særlig gravhund. Den har nogle helt særegne aftegninger overalt på den meget lange krop med de mest utrolige farver. Sådan forventer man næppe at en gravhund ser ud. Den ser altså sådan ud. Tulle er bare altid så glad, så glad. Fx når den gerne vil sige noget til familien, så står hunden og hopper op og ned foran dem. Og når jeg siger hopper, så er det altså hele hunden der hopper op og ned fra gulvet. Den hopper endda højt. Så kan man spekulere på, hvor det kommer fra, for der er ikke nogen , der har lært den det.