Det er vildt skønt, at se så mange dejlige missemodeller. Lige netop denne sætning, skriver jeg på Facebook på det tidspunkt, hvor mit opslag har været opslået siden sent på aftenen dagen før, og der allerede er 315 likes ved middagstid nu dagen efter. Senere antal likes er 415, så ja, vi elsker vores misser, det gør vi. Selvom jeg i opslaget kun stiller spørgsmålene: Skal jeg gratis male endnu en kat fra gruppen “Os, der elsker katte”? Og forære maleriet til modelkatten? Der kan slet ikke være nogen tvivl. Jeg maler et maleri af en af modelmisserne. Det er det, jeg gør. Jeg ved knap nok, hvad jeg skal stille op med alle de likes og alle de kommentarer. Kommentarerne indeholder endda billeder af de skønneste modelmisser.
Modelmisser
Så er det, at vi lige smager på ordet modelmis. Er en modelmis en smuk nyvasket og friseret misser med sløjfe på? NEJ, slet ikke. I min verden er en modelmis sådan en, som giver mig rigtig meget lyst til at male den. Det kan selvfølgelig også ske, at jeg falder for en smuk og veltrimmet misser, men jeg holder altså meget af at male en, der er anderledes. En misser der er helt speciel på en eller anden måde. En misser, der er interessant set med mine øjne. Mors misser-kat, eller misse-skat, skal vi kalde hende Wilhelmine, hun er naturligvis det skønneste, du ved. Ingen tvivl om den ting. Det er den skønneste i denne verden.
Kat eller mis?
Det er meget forskelligt, hvordan vi her især forstår betydningen af et ord. Kat eller mis? Det er faktisk lidt svært at gøre rede for. For nogen et det en katastrofe for andre en misforståelse. Selv en strofe er det de færreste af os, der forstår. Nu bliver det nørdet og ganske uforståeligt. Tilbage med snuden i sporet.
Mors mis – fars mis
Mors mis eller fars mis. Der er mange flere muligheder. Fx kan missen være manden i mit liv, som en katteejer fortæller. Eller vores prinsesse. Eller min højt elskede (Jeg kalder hende stadig lige for Wilhelmine). Oftest har man taget katten til sig af ren og skær kærlighed af en eller anden grund. Måske fordi den mangler et hjem. Der er ganske enkelt et utal af muligheder. Men katten er elsket. Katten bliver passet. Katten bliver aet. Katten blivet set. Katten bliver leget med. Katten bliver simpelthen det hele, for katten fylder rigtig meget i ens liv. Det er nok lidt mere seriøst, at bruge ordet kat i stedet for mis. Men jeg siger ofte mis i stedet for at sige kat. Jeg tænker, at det er fordi ordet mis for mig er noget særligt. Noget der ligner et kælenavn. Der er faktisk en ven, der fortæller mig , at når jeg siger ordene en misser i stedet for at sige en kat, så lyder det helt specielt på den rigtige og søde måde. Jeg takker og tænker, at det er da nok også sådan, det er.
Maleriet af din modelmis Missepige
Der kan slet ikke være nogen tvivl. Jeg har valgt Missepige, fordi hun er noget helt særligt. Hun er helt speciel, også før jeg får Missepiges historie fortalt.
Så snart jeg får de lærreder, som jeg har bestilt, og det passer i mine øvrige planer, så går jeg i gang med at male et maleri af Missepige.
Så er der gået nogen tid, og vi er i december måned. Jeg har malet Missepige og skrevet i gruppen Os, der elsker katte på Facebook, at maleriet af Missepige er klar til at aflevere. Måske når vi det i 2019 , ellers når vi det til næste år.
Missepige alene ved SFO
Fortalt af Susanne
Missepige tog jeg til mig d. 20/12 – 2011. Hun havde på det tidspunkt gået omkring skolens SFO i lidt over 2 uger, hvor personalet ind imellem havde fodret hende med lidt leverpostej. AKT pædagogen sagde, da jeg afleverede mine 2 drenge i SFO den morgen, at jeg da skulle tage katten med hjem, det lille pus ville ikke koste ret meget at have hjemme ved os. Og det var jo snart juleferie, så ville der jo ikke være nogen nede på skolen til at hjælpe katten med mad, hvis den nu var forladt.
Forberedelserne til Missepiges ankomst
Jeg var dog lidt betænkelig ved at tage katten med mig, for havde intet til kat hjemme, samt jeg havde besluttet først at anskaffe en kat, når min og eksmandens hus var solgt, for økonomien var jo lidt stram. Men da jeg tænkte der sikkert kunne findes en løsning på det hele, så tog jeg katten med mig. Jeg fandt en gammel opvaskebalje, købte noget kattegrus, og rundede dyrlægen for at høre om de havde nogle gratis prøvepakker, i tilfælde af at en fremlysning på ejeren gav pote, så jeg ikke brændte inde med kattemad. Jeg fik en stor pose med diverse prøvepakker med mig, og der blev vurderet, at det bette pus jeg havde valgt at hjælpe, var omkring 12 – 14 uger gammel.
Missepige og begyndelsen på et nyt liv
Da mine drenge kom hjem fra SFO var de helt vildt glade, og killingen faldt til helt fra starten af. Vi valgte i fællesskab at hun skulle hedde “Missepige”. Hun kom så med hjem til mine forældre til juleaften, og det gik bare over alt forventning. Min søster hjalp med at kæmme Missepige for en hulens masse lopper, flere gange om dagen. At sådan et bette pus kunne komme med så grimme prutter, det var slet ikke til at forstå.
2. juledag troede vi dog, at det var sket med hende. Hun spiste ikke, og drak heller intet. Hun havde så tynd mave, at nogen gange kunne hun ikke nå at slæbe sig op i kattebakken. Hun sov når hun ikke skulle på kattebakken.
Sådan blomstrer en mis
Dagen efter rundede vi dyrlægen, men der var hun så i forvejen begyndt at få det en smule bedre. Hun var begyndt at drikke vand, og spise en lille smule. Jeg spurgte dyrlægen, om det kunne være fordi, at hun havde gået rundt i skoven og selv måtte finde mad og vand, samt fået lidt fra SFO’en at spise, om det kunne have slået hendes mave lidt i stykker, da hun pludselig begynder at få den rigtige kattemad og rent vand hver dag. Det var dyrlægen faktisk ikke afvisende over for var tilfældet. Jeg skulle se et par dage an, om det stadig var det samme eller om det blev bedre. Ellers skulle jeg komme igen. Der virkede nemlig ikke til at være noget i vejen med Missepige.
Hun blomstrede bare op efterfølgende, og har bare passet så perfekt ind i vores lille familie, med 2 drenge og så mig. 💖💖
Missepige var det rigtige valg
Stadig den dag i dag, kan vi tænke tilbage til den tid hvor jeg valgte at tage hende til mig, og tænke at det var bare den helt rigtige beslutning. 💖💖
Ingen fremlysning gav ingen resultat. Heller ikke skolen fik nogen respons på den mail de sendte ud til samtlige forældre til alle elever på skolen, for at høre om nogen vidste hvem katten tilhørte. Efter en måned, så tog jeg den endelige beslutning, at nu skulle Missepige være vores. Når ingen ville kendes ved hende, kunne hun måske være dumpet. Så jeg bestilte tid hos dyrlægen, fik hende vaccineret, neutraliseret og øremærket. Derefter registrerede jeg hende i Dansk Katteregister, og så var hun officielt vores kat. Eller vi blev hendes “slaver”. 😁😁
D. 20/12 – 2011 begyndte jeg helt at tro på skæbnen. For det måtte være skæbnebestemt, at vi skulle tage Missepige til os, og det har vi aldrig nogensinde fortrudt. 💖💖
For os er hun bare jordens dejligste Missepige. 💖💖💖💖
Ja, det var fortællingen om Missepige, som Susanne skrev på Facebook.
